Lonni Marquart

Webmaster og SoMe ved Naturplanteskolen

Skrevet af Knud Anker Iversen

Lonni Marquart, Foto: Ida GladPå venneforeningens bestyrelsesmøde i august 2023 besluttede de at udnævne Lonni Marquart som æresmedlem. Hun er blot den anden, der får den ære. Den første var Stephen Barstow, der med sin fantastiske og spiselige have i Norge har leveret enestående inspiration til Naturplanteskolen.

Når Lonni får anerkendelsen hænger det sammen med, at hun utrættelig i næsten hele Naturplanteskolens levealder har taget sig af hjemmesiderne og været en helt central bidragsyder for, hvad angår stedets SoMe-strategi.

Lonni er 54 år og har mange års erfaring med at håndtere skærm og tastatur. Hun arbejder på Søværnets Officersskole, og det har hun gjort siden 1992. Her holder hun styr på kommende søofficeres uddannelsesplaner sammen med sine 14 kolleger.

Hun er oprindelig uddannet til kontorassistent, men fik senere en overbygning i form af en merkonomuddannelse. Derudover har hun fortløbende – autodidakt – uddannet sig til at kunne håndtere hjemmesider. En kvalifikation som hun primært har gjort brug af i forhold til hendes frivillige indsats i forhold til foreningslivet – hun oprettede sammen med andre ildsjæle Foreningen Dyrlæger uden Grænser, hvor hun i dag stadig er en del af bestyrelsen og fungerer som næstformand og webmaster.

Dette var baggrunden for at hun, i Naturplanteskolens spæde start, tilbød at hjælpe med at designe og opdatere stedets hjemmeside. At hun kom på sporet af Naturplanteskolen, hænger det sammen med at hun, siden sin barndom har været meget haveinteresseret, og så begyndte hun at abonnere på Naturplanteskolens nyhedsbrev. Her efterspurgte de en, der godt ville hjælpe med at få en hjemmeside til
at fungere. Det reagerede Lonni på og siden har hun – i tæt samarbejde med Aiah Noack – udvikle hjemmesiden.

Hun sætter en høj standard – det skal se ordentligt ud, være sammenhængende og give en god formidling. Det er blevet et stadig større job, idet hun også tog sig af Facebook-siden, Vennernes hjemmeside og facebook-siden. Som tiden gik, blev det også nødvendigt at kunne forholde sig til mobiltelefon- og Ipad-formater eller betalingsplatforme m.v. – alt sammen noget hun ikke umiddelbart kunne, men som hun måtte sætte sig ind i.

Hun bruger i gennemsnit 5-6 timer ugentligt på at opdatere hjemmesiderne m.v. Hun nyder opgaven og skønner på den positive modtagelse hendes indsats får. Aiah Noack lægger ikke skjul på at Naturplanteskolens stadig stigende søgning har en klar sammenhæng med det store arbejde, som Lonni gør
for at formidle det.

Det kan synes ensomt at være frivillig, hvor størsteparten af arbejdet foregår i lejligheden hjemme på Amager, men det generer ikke Lonni – det giver plads til at høre podcasts eller lydbøger, mens der arbejdes.

Hun kommer dog ind imellem på Naturplanteskolen, hvor hun har en makker i Ida, der har ansvaret for nyhedsbrevet og SoMe. ”Vi går nogle gange helt i selvsving, når vi taler sammen. Vi taler helt det samme sprog og inspirerer hinanden. Det er dejligt at møde en som helt forstår, hvordan jeg tænker. ”

Men det er ikke kun SoMe-delen, hvor Lonni har en makker……. Sammen med Lise passer hun nemlig også netbutikkens lageret af Naturplanteskolens frø. “Lise og jeg elsker orden i tingene og lister, så vi har styr på frøene ned til mindste detalje, og så er vi gode til at finde frem til løsninger på de udfordringer med vores opgave, som vi møder undervejs.”

Det er dog ikke skærm og tastatur det hele: sidste år fik Lonni sin egen nyttehave i hendes boligforening, hvor hun – for alvor – kan dyrke hendes store interesse for hvad der kan komme ud af en have. Tingene hænger sammen!