Haveskole

Vi er glade for at præsentere vores nye aktiviteter for foreningen, nemlig Aiahs bæredygtige haveskole, som i år omhandler det at opstarte og passe en ny og gravefri køkkenhave for foreningens medlemmer.

I haveskolen dyrker vi en gravefri, spiselig have med køkkenhave, højbedskasser, kålbede mm. Der er masser at opleve, lære og gøre og det er gavnligt for mange at få den helt praktiske erfaring, som jord under neglene giver.

Haveskolen startede i maj måned og kører hen over sommeren, og sæsonen forventes at afsluttes 1. november. Man møder op hver søndag, kl. 10.00, hvor der er en introduktion til dagens opgaver ved Aiah Noack og herefter er der praktisk, lærerigt havearbejde indtil ca kl 14.00 med gratis kaffe og te i pausen.

Man tilmelder sig til Aiahs bæredygtige haveskole på følgende måde:
En sæson for medlemmer koster kr. 400,-
En sæson for ikke-medlemmer koster kr. 600,-

I kan bruge haveskolen til at få ideer til jeres eget bæredygtige projekt i haven og til at inspirere andre til at indstille skytset med fræsere, spader, giftbehandlinger, og i stedet give jordens egne livsformer en chance for at leve og gøre jorden sund og stærk, hvilket giver sundere og stærkere planter.

Grundlaget for den gravefri køkkenhave er Charles Dowding i England, Mr No-dig, som de kalder ham. Naturplanteskolen sælger hans bøger og kalendere og Naturplanteskolens indehaver, Aiah Noack, kender ham personligt og har besøgt hans have flere gange og set hans fantastiske resultater med minimal indsats. Han dyrker kål, salat, løg, spinat, rodfrugter, bønner, ærter, squash og græskar og meget mere. Vi vil også dyrke kartofler på denne måde, ja, hvem ved hvor vi ender?

Det er lige noget for os, tænker vi, og håber I vil være med?